Norge er fulgt i hælene på flere andre lande, og har pr. 1. januar 2020 indført krav om, at virksomhederne skal levere bogføringsmateriale i det særlige SAF-T format til myndighederne i tilfælde af en kontrol.
I Norge er det altså endnu ikke et krav, at virksomheden indsender momsangivelser i SAF-T format. Det ændrer dog ikke på, at virksomhederne skal kunne trække informationer tilbage til 1. januar 2020 i SAF-T format.
Kravene for SAF-T gælder for alle virksomheder med en omsætning på over NOK 5 mio. eller mere end 600 transaktionslinjer. Hvis virksomhedens data foreligger elektronisk, gælder kravene til SAF-T uanset omsætningens størrelse.
Hvad stiller SAF-T af krav til virksomheden?
SAF-T rapportering stiller krav til, at virksomhedens ERP-system kan generere et SAF-T filformat (XML) samt kontoplan og momskoder i SAF-T standard. Det kan være en udfordring, idet der er faste krav til bogføring i SAF-T standard, hvorimod det ikke er et krav i den ”almindelige bogføring”.
I tilfælde af en kontrol kræver det en mapping af virksomhedens data til SAF-T standarderne.
På nuværende tidspunkt er det et krav, at virksomheden kan levere kontokort, købs- og salgstransaktioner, momskoder samt masterdata i SAF-T format.
De norske myndigheder har meldt ud, at dette er den første fase mod en på sigt fuldt ud indberetning i SAF-T format, herunder fakturaoplysning samt balanceposter.
EY anbefaler
Der er som udgangspunkt ingen standardopskrift på, hvordan man som virksomhed bliver klar til SAF-T, da det afhænger af, hvilke rutiner virksomheden har og hvilket ERP-system, der anvendes.
For at blive klar til SAF-T rapportering er det nødvendigt at kunne trække data fra ERP-systemer eller andre støttesystemer. Vi anbefaler at følgende tekniske- og kvalitetskontroller bliver foretaget:
- Opdatering af ERP-system for at få ændringer til SAF-T.
- Mapping af konti mod en SAF-T standard kontoplan.
- Mapping af momskoder mod SAF-T momskoder.
- Tjek af at alle relevante masterdata er tilstede og opdateret.
- Identificering af eventuelle manuelle posteringer, som foretages i forbindelse med momsangivelser, øvrige skatteindberetninger og ved regnskabsafslutning, da det kan give udfordringer med SAF-T.
- Kørsel af relevant rapport i SAF-T XML-format.
- Analysering af hvilke data SAF-T XML-rapporten viser.
Det er vores erfaring, at det tager tid og kræver dialog med ERP-udbyderen, samt et fokuseret samarbejde på tværs af funktioner internt i virksomheden.
EY Norge har SAF-T eksperter, der kan hjælpe jer med at blive klar til SAF-T rapportering i flere stadier, alt efter hvor langt I er.
Vi står til rådighed for sparring og kan hjælpe med kontakt til SAF-T eksperter i Norge.