Fremdrift

Indtast dit søgeord

Vær opmærksom på de nye regler om udtagningsmoms

Betaler din virksomhed moms, når virksomhedens aktiver anvendes af medarbejderne til private formål?

Pr. 1. juli 2021, træder nye regler om udtagningsmoms i kraft.

Kort om udtagningsmoms

Reglerne om udtagning regulerer de situationer, hvor der er taget momsfradrag for en vare eller et aktiv, som efterfølgende udtages til udelukkende momsfri anvendelse fx en boligejendom, der er opført med henblik på salg, men som efterfølgende udelukkende anvendes til momsfri udlejning. Udtagningsreglerne finder også anvendelse, hvor virksomhedens aktiver anvendes til ansattes privat formål, eller hvor en vare foræres væk til fx velgørende formål. I disse tilfælde skal der betales salgsmoms af den private anvendelse, og der skal betales salgsmoms af varen, når den foræres væk.

Reglerne om udtagningsmoms skal sikre en neutralisering af momsfradraget, så virksomheden ikke opnår en momsmæssig fordel ved at indkøbe en vare, en ydelse eller et aktiv til den momspligtige aktivitet – med deraf følgende fradragsret – og efterfølgende benytter aktivet til ikke fradragsberettigede formål.

Nye regler

Fra den 1. juli 2021 beregnes udtagningsmomsen som udgangspunkt på baggrund af købsprisen på udtagningstidspunktet. Efter reglerne gældende indtil 1. juli 2021 beregnes momsen på baggrund af indkøbsprisen eller fremstillingsprisen. Det lyder jo umiddelbart ens bortset fra, at købsprisen ikke er købsprisen for varen, men derimod købsprisen for en tilsvarende vare på udtagningstidspunktet.

Købsprisen er i de nye regler defineret, som restværdien af varen på tidspunktet for udtagning af varen. Hvis en sådan restværdi ikke findes, fordi varen ikke er købt, men fx fremstillet, skal momsgrundlaget beregnes på baggrund af købsprisen for en tilsvarende vare (markedsprisen) på udtagningstidspunktet.

Ved fastlæggelse af købsprisen for en tilsvarende vare skal der bl.a. inddrages væsentlige kendetegn for en sammenlignelig vare herunder kvaliteten og standen. I forhold til egenproducerede aktiver, investeringsaktiver, driftsmidler eller fast ejendom til eget brug skal udtagningen som udgangspunkt ske til købsprisen for en tilsvarende vare på tidspunktet for udtagningen.

For ydelser, hvor der skal betales moms ved udtagning, er momsgrundlaget alle de udgifter, der er afholdt i forbindelse med levering af ydelsen, herunder udgifter, som var nødvendige for, at den private anvendelse kunne finde sted. Selve vurderingen skal foretages på tidspunktet for udtagningen. Det er vores vurdering, at det for visse ydelser vil blive vanskeligt at fastsætte denne værdi.

Ved udtagning af varer, der er indkøbt for mindre end 1.000 kr., kan virksomheden vælge at anvende indkøbsprisen som momsgrundlag og ikke købsprisen (markedsværdien).

Eksempel på de nye regler om udtagningsmoms

Med de nye regler om udtagningsmoms skal momsen beregnes på grundlag af varernes konkrete restværdi (markedsværdi). Som følge heraf vil der ske en mindre betaling af moms, hvis varen undergår en værdiforringelse, og en større betaling af moms, hvis varen stiger i værdi.

Ministeren har som eksempel på forskellen mellem de to regelsæt anvendt en oksemørbrad med en indkøbspris på 200 kr. inkl. moms. Det er antaget, at oksemørbradens restværdien tæt på udløbsdato udgør 50 kr. Hvis oksemørbraden foræres væk udgør udtagningsmoms efter de nye regler 10 kr. (20% af 50 kr.), og efter de gamle regler (gældende til og med 30. juni 2021) udgør udtagningsmomsen 40 kr. (20% af 200 kr.).

Udtagning af fast ejendom og investeringsgoder

Som noget nyt omfatter udtagningsmoms også fast ejendom og investeringsgoder, der overgår fra fuld eller delvis momspligtig anvendelse til 100% momsfri anvendelse tidligst i året efter ”ibrugtagningstidspunktet”/”færdiggørelse”. Hvis ændringen til fuld momsfri anvendelse sker inden udgangen af det regnskabsår, hvori ejendommen er taget i brug/færdigopført, skal hele den fratrukne moms berigtiges i den sidste momsperiode i ibrugtagningsåret, og reglerne om udtagning finder ikke anvendelse.

Hvis der er taget momsfradrag for opførelse af ejendommen, idet den er opført med henblik på salg, men hensigten efterfølgende ændres til fuld momsfri anvendelse efter udløb af færdiggørelsesåret, skal der betales udtagningsmoms af markedsprisen for den faste ejendom på udtagningstidspunktet.

Udtagningsreglerne finder ikke anvendelse for ejendomme, der momsmæssigt anses for ”gamle” ejendomme, det vil sige ejendomme, der er mere end 5 år gamle, idet sådanne salg er fritaget for moms. Disse ejendomme er fortsat omfattet af reglerne for momsregulering af investeringsgoder.

For så vidt angår udtagning af varer/aktiver til ikke momspligtige formål, skal der beregnes udtagningsmoms, uanset om udtagningen sker inden for eller efter momsreguleringsperiodens udløb.

Vi star til rådighed for sparring, og I er mere end velkomne til at kontakte os for en dialog om betydningen af de nye regler om udtagningsmoms.

 

Tilmeld dig Ajour med momsen 

Bruger du ofte tid og kræfter på at holde dig ajour med nye regelsæt, ændret praksis og nye domme? Deltag i vores kursusrække Ajour med momsen, hvor vi tager aktuelle emner op og giver dig et godt grundlag for at rådgive dine kunder eller løse de løbende momsudfordringer i virksomheden.

Læs flere artikler fra EY’s momsspecialister

Andre relevante artikler

    Kontakt

    Er du interesseret i vores ydelser? Vil du lave en forespørgsel? Kontakt os via nedenstående formular og vi vender tilbage så snart vi kan. Du kan også kontakte et lokalt kontor.

    html_class="cf7-form"]

    Vil du have hjælp?

    Hvordan kan du udvikle din virksomhed?

    Vi har lang erfaring med de udfordringer, som du og din virksomhed står overfor - uanset om der er tale om revision, regnskab, skat eller anden rådgivning.